Urter i græsmarken

Naturmælks leverandører sår alle urter i kløvergræsmarken. Urterne giver en større mangfoldighed i græsmarken og de ser iøvrigt kønne ud når de blomster. Derudover giver urterne et mere smageligt foder til køerne og vi mener også det kan smages i mælken.

Urterne indeholder æteriske olier og er rigt på mineraler og således med til at forsyne koen med det den har behov for, for at kunne producere sund og velsmagende mælk.

I urteblandingen indgår: bibernelle, hvid stenkløver, esparsette, røllike m.fl.

Urterne fungerer krydderurter, men også som lægeplanter. Hver art har en bestemt smag og en medicinsk virkning.

  • Bibernelle har et højt indhold af vitaminer og mineraler. Den trives godt på tør sandjord og har en speciel smag, som køerne også godt kan lide.
    Hvid stenkløver siges at indeholde stoffer, som fremmer mælkens ostningsegenskaber.
  • Esparsette er en gammel foderplante som giver et fortrinligt foder. Kulturplanten er desværre stort set ikke brugt i dag, selvom den har mange gode egenskaber. Det er en bælgplante, dvs. den fikserer kvælstof fra atmosfæren, hvilken jo især er af betydning for økologiske landmænd. Derudover indeholder den mange mineraler og tanniner og er desuden god til at klare tørre perioder.
  • Røllike har omtrent samme virkningsspektrum som kamille, dvs. godt mod alt muligt fra luftveje til stofskifte. Røllike bruges i øvrigt også af de biodynamiske leverandører til at fremstille et kompostpræparat.

Urterne giver også høet en særligt god duft. Det er især de æteriske olier, som får høet til at dufte.

De æteriske oliers funktion er langt fra kendt. Mange af dem kategoriseres som de såkaldte sekundære indholdsstoffer.

Dyrene har gavn af de æteriske olier, idet de alle har en eller anden medicinsk virkning og dermed er med til at opretholde dyrenes, men også menneskers sundhed og immunforsvar.
De æteriske olier er produkter af modningsprocesser, dvs. indholdet af dem vil være mindre ved tidlig slået græs i forhold til græs, som har sat frø. Derudover har sammensætningen af græsmarksblandingen og netop urterne stor betydning for indholdet af æteriske olier i høet.

 

Cikorie

Naturmælks leverandører har valgt at udså en urteblanding i deres marker, hvor køerne græsser om sommeren. For at opfulde mejeriets vision om at producere markedets sundeste mælk med store smagsoplevelser.

Én af disse urter er Cikorie. Cikorie er en flerårig urt, der i sit unge stadie ligner mælkebøtter på bladene. Rødderne går dybt, og er med til at forbedre jordstrukturen. De dybtgående rødder betyder ligeledes, at urten har et højt indhold af forskellige mineraler, ligesom det høje indhold af tanniner kan begrænse risikoen for trommesyge hos køerne. Blomsterne danner kurve i hvert bladhjørne, med blå blomsterblade.

Cikorierødder blev under 2. verdenskrig brugt som erstatningskaffe bedre kendt som “Richs”.